AaB på de sociale medier

Tre hashtags – simpelt og tiltalende

Twitter har fra starten af projektet været det foretrukne sociale medie til dækningen af AaB. Valget er faldet på Twitter, da vi under den første uge i slutningen af marts 2012, hvor hele onlineholdet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole dækkede AaB intensivt, havde en lang liste af historieideer, der hver især skulle adskilles. Det gav hashtag på Twitter os mulighed for. Det kunne for eksempel være #AaBfan eller #AaBinterview, alt efter hvad bølgen af tweets handlede om.

Ugen viste dog, at en lang liste med forskellige hashtag er alt for uoverskueligt og besværligt for AaB-fansene på Twitter at navigere rundt i. Det gav også problemer for journalisterne at huske de mange forskellige hashtag, som skulle på forskellige historier i løbet af dagen. Det eneste tidspunkt, hvor det reelt har vist sig brugbart, har været i konkurrence- eller spørgsmål/svarsituationer, så brugerne og folkene bag AaBinside har haft et specifikt hashtag at deltage samt finde svar på.

Hold det simpelt

Derfor kogte vi det ned til blot tre hashtag – nemlig #AaBinside, der skal på alle tweets, så AaB-fansene kan følge den strøm udelukkende. Det er samtidig den strøm, der kører i twitterboksen på sitet og det hashtag, der skal bruges til at aktivere brugerne på. Den strøm kan samles i en Storify efter kampene, så der hurtigt kan ligge en version klar til sitet om den pågældende kamp.

Se et eksempel på en anderledes kampreportage HER.

Derudover valgte vi #AaBLive, når vi dækkede en af holdets superligakampe. På den måde kan vi ændre twitterstrømmen i sitets twitterboks, så man via hjemmesiden kan få en liveopdatering fra den aktuelle kamp. Den strøm bliver samtidig sendt til webapp’en.

Læs mere om vores mobilkoncept.

Slutteligt har vi bibeholdt #StadionService for på den måde at give fansene en ekstra service, når man især befinder sig på udebane, og måske ikke er klar over, hvor i verden man skal bevæge sig hen efter kampen for at finde den nærmeste bus, tog eller taxa.

Læs mere om AaBLive og StadionService i vores journalistiske koncept.

Hør det først her

Twitter giver os samtidig mulighed for at promovere NORDJYSKEs sportsjournalister, der alle har taget godt imod Twitter og aktivt benytter det sociale medie i deres dagligdag. Ved at “skubbe” sportsjournalisterne frem i mediebilledet, får AaB-fansene et direkte link til redaktionen på NORDJYSKE. Det er herefter journalisternes opgave at overbevise brugerne om, at de er værd at følge.

Vi overvejede i løbet af processen, om det ville være mere smart at oprette en AaBinside-twitterkonto, så alle tweets kom fra den samme kilde, og så AaB-fans kan nøjes med at følge den ene profil i stedet for fire-fem forskellige journalister. Dette har vi fravalgt – både på grund af for sen overvejelse, men lige så meget af frygt for, at det bliver alt for upersonligt, når der ikke er et levende menneske, som man kan sætte ansigt på bag profilen.

Ulempen ved fravalget er, at det ikke er målbart, hvor mange der følger med på et hashtag. På en profil vil man kunne tælle followers.

Hvem skal jeg følge

Til gengæld har vi gentagne gange opfordret spillerne i AaB at hoppe med på den sociale bølge, så de kunne give fansene et mere direkte kig bag om deres dagligdag – væk fra grønsværen.

Da projektet startede var der fem AaB-spillere på Twitter – med Kenneth Emil Petersen som den mest aktive. Siden da er AaB rykket helt op i den danske fodboldtop på det sociale medie med 12 spillere, da sæsonen sluttede (Chris Rolfe forlod klubben i marts 2012, mens Pól Jóhannus Justinussen ikke fik kontrakten forlænget efter sæsonafslutningen).

De mange danske fodboldspillere på Twitter fik os til at lave en oversigt over, hvem man kan følge på Twitter HER

Projektet har været en stor succes, når man nu kigger på tilgængeligheden af AaB-spillere på det sociale medie. Fodboldklubben AaB har selv integreret spillernes Twitter-profiler på deres hjemmeside. Deres pressechef er ligeledes hoppet med på bølgen, og selv sportsdirektøren har kaldt Twitter for “god profilering”.

Se udviklingen i spillere på Twitter og antal followers HER

Vores brug af Twitter har ligeledes givet udslag i antal henvisninger fra Twitter til Nordjyske.dk/sport (herunder AaBinside).