Et øje på bolden – det andet på mobilen

Vi giver fans, hvad de ikke vidste de manglede.

AaBinsides journalistiske indsats på mobilen er i udgangspunktet sekundær. Sekundær forstået på den måde, at AaBinside ikke skal afløse eller konkurrere med fodboldoplevelsen på stadion eller seeroplevelsen på tv. I stedet skal AaBinside tilføje en ekstra dimension til de nuværende tilbud, og på mobilen via Twitter gøre brugerne klogere på det, der sker på banen, som man ikke umiddelbart kan se.

Som eksempel kan nævnes statistik. Er Kaykes indsats i den igangværende kamp i tråd med, hvad han tidligere har leveret, eller præsterer han over eller under sit normale niveau. Mange statistiske oplysninger kan forberedes op til kampen, mens andre kun har relevans, hvis de bliver sendt ”direkte”.

På mobilen kan også videointerviews serveres hurtigt, og for specielt fans på stadion vil det være relevant at se målscorerens reaktion på sin indsats i kampen. Videointerviews kan også med fordel kombineres med brugerinddragelse, og der er således i AaBinsides web-app en afstemning, der skal afgøre, hvem der er AaBinside-brugernes Man of The Match. Den udvalgte spiller vil naturligvis blive præsenteret for resultatet, som han sammen med sin egen præstation på banen skal forholde sig til.
Det sidste af de fire mobilelementer er #StadionService, der på både Twitter og i AaBinsides webapp skal servicere fans før og efter kampen i forhold til eksempelvis bus- og togafgange.
Alle elementer, der i kampsituationen prioriteres til mobilplatformen vil efterfølgende kunne bruges på mere traditionel vis til web-artikler og kampreferater/reaktioner.