AaB-ugen – fra træning til kamp

Fra græsbanerne på Hornevej til stadion i Haderslev.

AaBinsides journalistiske koncept drejer sig i hoveddele om to ting: Hverdag og kampdag. En typisk AaB-uge indeholder fem træningsdage, én fridag og én kamp.

Hver eneste uge har vi prioriteret én enkelt træningsdag, hvor vi tre mand er taget afsted for at dække træningen via Twitter og samtidig lave ting til hjemmesiden AaBinside.dk.

Før træningen har vi planlagt tweets, som vi løbende sender ud på Twitter, så folk kan få en ide om, hvad vi laver fra træningen. Samtidig har vi undervejs i træningen løbende sendt opdateringer ud på Twitter, så man har kunne følge lidt med i træningen ved at følge enten en af os eller #AaBinside.

Træningen har vi på baggrund af AaB-ugen i marts måned valgt at levere på hjemmesiden som et redigeret indslag i stedet for at sende live fra hele træningen via Bambuser, som tilfældet var under AaB-ugen.

Live-sendingen fra træningen viste sig under AaB-ugen at have et stort potentiale, da det netop var træningen, som fansene efterspurgte mere information omkring.

Vi valgte i stedet at redigere videoen og offentliggøre den på hjemmesiden efter træningen, da kvaliteten dels blev bedre og da brugerne ikke blev hængende særlig længe på live-feedet – på grund af den dårlige kvalitet. Sagt på en anden måde. Der er potentiale i uvinklet video fra AaB-træninger, men omkostningerne (mandskabstimer på redaktionen og i marken) ved at gøre dette, står ikke mål med gevinsten.

Efter træningen har vi lavet traditionel sportsjournalistik med den undtagelse, at alt er blevet lavet som videoklip. Klip, der altid har taget udgangspunkt i noget andet end typiske reaktioner. Vi er gået bagom spillerne eller har forholdt dem til den statistik, som er blevet indsamlet i forbindelse med vores kampkoncept.

Med videoerne bliver det mere personlige og ærlige historier om spillerne, da det er uredigerede citater, der bliver serveret for fansene. Man sænker på samme tid kravet til brugeren om engagement i en skreven artikel. Det er trods alt mindre forpligtende bare at trykke play, skrue op og læne sig tilbage.

Vi rykker på mobilen

På kampdage er ”mobile-first”-oplevelsen i højsædet.

Med en tredelt indsats leverer vi vinklet indhold i tre kategorier – først til vores webapp og Twitter – senere til vores hjemmeside.

På stadion indtager vi hver vores rolle.

Første rolle er sportsmanageren. Han indtager rollen tættest på den traditionelle dækning af en fodboldkamp hos et regionalt dagblad og netmedie.

Naturligvis går han skridtet videre og har fokus på kampen både før og efter kampstart.

Læs også: Vores mobilkoncept

Op til kampen forbereder sportsmanageren opvarmnings-tweets om holdene, dommeren og spillerne. Disse er baseret på statistik, og skal give brugerne oplysninger, de ikke selv finder, og som andre medier ikke giver dem. Det er realistisk at lave i underkanten af 30 opvarmningstweets med Tweetdeck, som planlægges til at udkomme 30 minutter før kampstart.

Så snart startopstillingen deles ud til pressen på stadion serverer sportsmanageren denne til brugerne. Det kan hurtigt gøres som et billede, hvor brugeren selv kan se opstillingen og bænken, eller det kan gøres mere udførligt med ved at tweete spillernes navne og noget baggrundsinfo om dem, der er gravet frem på forhånd.

Når kampen er fløjtet i gang skal sportsmanageren for alvor være på. Til hver kamp har han fokus på en kæde eller en række spillere, som han laver relevant statistik på. Hvor mange indlæg får kanterne lavet? Hvor mange tacklinger laver forsvaret?. Den relevante statistik skal i løbet af kampen bruges til at lave tweets, der fortæller, hvordan holdet klarer sig på objektive parametre, der senere skal bruges til at “konfrontere” Kent Nielsen og spillerne selv med deres indsats.

Vi kan ikke hamle op med TV-kanalernes teknologi, hvor de kan fortælle, hvor lang tid hvert hold har bolden, hvem der løber længst etc. Vores force er, at vi kan gå i dybden med få spillere, og på disse levere statistik, man ikke kan få andre steder.

Statistik er som nævnt kernen i sportsmanagerens rolle. Forud for hver kamp indhenter han relevante oplysninger på alle spillere, som under kampen kan blive et tweet.
Scorer unge Kasper Kusk er sportsmanageren sekunder om at finde ud af, at det er hans 2. sæsonmål. Får Thomas Augustinussen en advarsel går det lige så hurtigt med at finde ud af, om det udløser karantæne i næste kamp.

Sportsmanageren tweeter ikke hæmningsløst, og skal holde igen med observationer, som alle på stadion eller på TV kan se – det er merværdien for tilskueren på stadion eller seeren i stuen, der er i højsædet.

Busser, eksperter og spil

Den anden rolle i kampdækningen er Twitter-manageren. Sammen med sportsmanageren sidder vedkommende på pressepladserne på stadion under kampen. Hans primære opgave er at overvåge Twitter og Facebook.

Overvågningen skal så snart kampen er fløjtet af udmønte sig i en alternativ kampreportage, hvor de forskellige opfattelser af spillet, spillerne og modstanderen kommer frem. I samarbejde med den trejde rolle, fanreporteren, kan reportagen “krydres” med billeder og video af reaktioner blandt de største fans på stadion. Formålet med denne er naturligvis at levere relevant journalistik til AaBinside.dk og NORDJYSKE, men også at “fange” potentielle kunder ind i folden, som fremtidige brugere af AaBinside. Dette forsøges under kampen ved at være i dialog med AaB-fans på Twitter, men også ved, når Storify-artiklen er færdig, at advisere de medvirkende på Twitter, om deres medvirken, og om at deres ytring altså har haft kvalitet nok til at nå spalterne hos Nordjyllands største og mest brugte webmedie.

Selv om vi nemt kan ønske os en verden hvor al AaB-relevant sker på #AaBinside, er det desværre ikke tilfældet. Twitter-manageren skal derfor brede sig ud i sin overvågning og crowdsource på både #sldk, #aab, #superaab, samt naturligvis #aabinside og #aablive. Det gøres langt nemmest i Hootsuite eller Tweetdeck. Samtidig er der på Facebook under kampen en relativt begrænset trafik blandt AaB-fans. Der er dog trafik, og derfor holder Twitter-manageren også her øje med, hvad der sker. Ved hjælp af Storify This-tilføjelsen til Google Chrome føjes kommentarer og posts fra Facebook nemt til Storypad i Storify.

På grund af et endnu manglende sammentømret community omkring dansk (og nordjysk) fodbold på Twitter, er der fare for at guldkorn farer over hovedet på os. Derfor er vi tvunget ud i en bred søgning, der kan gøre overblikket sværere at holde, end man kunne ønske sig. Med et mere fasttømret community (hashtag) som #xfactordk eller #dkpol vil fornemmelsen for oversete tweets dale. En ønskværdig situation, i en situation med maksimalt 90 minutter til deadline.

Læs også: Twitter-strategi

Twitter-manageren står også for vores StadionService. StadionService er en række service-tweets, der planlægges til kampdagen og giver vores brugere informationer om togafgange til og fra udebanekampe, busser i både Aalborg og byer, hvor AaB spiller på udebane, parkeringsmuligheder, infrastrukturelle praktiske oplysninger i forhold til både kørsel og offentlig transport samt info om udebane stadions, hvis der er risiko for trafikkaos.

StadionService er langt mest berettiget som en udebaneservice, da det kan formodes at fans af AaB enten allerede kender alt til busser i Aalborg, tager bilen, eller på anden måde allerede ved, hvordan de lettest kommer til stadion i Aalborg. Det reducerer vigtigheden af StadionService, da der for det første er langt langt færre AaB-fans med til udebanekampe, og for det andet fordi den flok der tager afsted ofte reducerer rejseudgifterne ved at køre i tog eller leje en bus. (Undtagelsen for at skulle køre hjem og derved ikke kunne indtage alkohol kan også vægte i disse tilfælde, må formodes)

Dog kan det siges, at StadionService er en næsten vedligeholdelsesfri service, da der trods alt kun er 12 Superliga-stadions pr. sæson. Som alternativ til #StadionService på Twitter kan det overvejes at placere informationerne statisk på en hjemmeside eller fra uge til uge skifte indholdet på en statisk side i en native-/webapp.

Twittermanageren står som sidste del af sin rolle for vores spilforslag, der er tænkt som et supplement til de spilforslag, der kampen igennem kommer fra DanskeSpil på stadion. Spilforslagene hentes fra forskellige bookmakere på den pågældende kamp, og opdateres i løbet af kampen som stillingen og spillet udvikler sig. På sigt kan spilforslagene tænkes som et kommercielt samarbejde mellem mediet og bookmakeren, hvor bookmakeren står for at sende tweets med spilforslag ud.

Spilforslag er en nem service at vedligeholde, og med øvelse og indsigt i fodbold, tror vi godt spilforslag fra et medie kan opnå anseelse og eksistensberettigelse blandt brugere og publikum.

Delt mellem Twitter- og sportmanageren er pauseinterviewet med NORDJYSKEs udsendte til kampen. Han interviewes på mobiltelefon og skal analysere kampen. Hvad har vi set indtil videre? Hvordan går det? Hvad skal gøres bedre? Og dette skal i al hast uploades, så det er tilgængeligt for brugeren under kampen, så de ikke behøver at vente til kampen er slut med at få analyse. Med en analyse lavet på farten af en journalist, der til hverdag beskæftiger sig med sport og ikke mindst fodbold har vægt bag sig, og er en nem måde at servere kvalitet hurtigt. Den største udfordring i forhold til pauseanalysen er, at pausen altså kun er 15 minutter lang, og at det simpelthen kan være svært at nå alle dele i processen inden kampen igen er fløjtet igang. Man skal samtidig overveje sin udgivelsesplatform nøje. Skal man sende et “råt” Youtube-link ud på Twitter uden stærkt markeret afsender, eller skal man bruge tid på at indsætte videoen i en skabelon på mediets webside, få en klar afsender, men bruge værdifuld pausetid på dette. Vi valgte den sidste løsning. Både for at få en klar afsender på, men også for – udover eksponeringen på Twitter og mobil – at få mulige klik fra det normale hjemmesidepublikum på et minielement, der har en levetid på ikke mere end 25 minutter.

Vi har reaktionerne først

Sidste rolle i tredelingen er fanreporteren, der under kampene har plads på AaB’s fanafsnit (på enten hjemme- eller udebane). Herfra skal han reportere reaktioner, når de sker. Enten på video, med billeder eller igennem kommentarer fra publikum, der tweetes ud og samles op i Storify’en af Twitter-manageren. Derudover skal han inden kampen lave et interview med en kendt person i fanmiljøet. Fokus i dette interview kan både være sportsligt eller fan-henvendt. Hvad forventer han sig af kampen eller hvad forventer han sig af opbakningen på tribunerne. I pausen skal fanreporteren samle op på kampen med et videointerview af en fan, der kommer med sin mening om kampen.

Det er vigtigt, at det bliver en kendt person i fanmiljøet, som interviewes, da fans meget sjældent er interesseret i at høre om andre fans. Men hvis det f. eks er fanformanden, der interviewes, så er der noget genkendelighed for de andre fans samt noget “ekspertviden”, da det er en person, som ofte er på stadion og derfor følger holdet meget tæt.

Der kan dog opstå vanskeligheder ved at interviewe fans, da deres følelser svinger i takt med resultatet. Derfor kan det være svært at få folk til at forholde sig konstruktivt til holdets præstation på banen, når man er bagud 0-3 efter de første 45 minutter, som tilfældet var i Haderslev på sidste spilledag. Hvis pauseinterviewet skal have relevans, så skal det ikke bare være en sviner til holdet, men mere som et “nede på jorden” modspil til pauseinterviewet med NORDJYSKES reporter. Hvad har fungeret? Hvad skal forbedres? Men der må gerne være en mere folkelig reaktion på spillet – så længe det ikke tager overhånd.

Rollen er blevet gentænkt i forhold til AaB-ugen, hvor indehaveren af denne rolle også stod for Stadionservice-opdateringer om kø til toiletter, bedømmelser af fadøl og andet. Han var samtidig fysisk til stede på fantribunen, i modsætning til vores Twitter-manager-rolle hvor StadionService nu ligger. Vi har valgt at fjerne disse opgaver, da de på væsentlighed falder for andre opgaver – blandt andet pauseinterviews fra tilskuerpladserne.

Lets watch some football! – Our game day concept